Viser opslag med etiketten opdragelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opdragelse. Vis alle opslag
søndag den 7. december 2014
opdragelse
Three Stages of Life
Islam has divided the upbringing of a child into three stages from birth to age 21. The division is based on the following hadith of the Prophet (s.a.w.): “The child is the master for seven years; and a slave for seven years and a vizier for seven years; so if he grows into a good character within 21 years, well and good; otherwise leave him alone because you have discharged your responsibility before Allah.”
The same hadith has been explained by Imam Ja`far as-Sadiq (a.s.): “Let your child play upto seven years; and keep him with you (for education and training) for another seven years; then if he succeeds (well and good); otherwise, there is no good in him.”
The First Stage: from birth to age seven
As the first stage is a care-free period, the child is to be considered as “master” of the parents. The Prophet said, “The child is the master for seven years.” This is the age of being a child and playing; he or she is not yet fully ready for education through formal instruction.
What has been said above, however, does not mean that a child cannot grasp or understand anything; not at all. The child is constantly influenced by the atmosphere in which he lives; he/she learns by observation and imitation; therefore, it is absolutely necessary for the parents to provide good examples by their own behaviour. The Prophet said, “Respect your children and teach them good behaviour, Allah will forgive (your sins).”
Although the child is not ready for formal instructions, our Imams have emphasized that religious issues —very basic and simple— should be introduced to them gradually. “Graduality” is the most important point to remember at this stage of life. The following hadith narrated by `Abdullah ibn Fazl from the fifth or sixth Imam is very significant to understand what is meant by gradually:
“When the child reaches 3 years of age, teach him seven times to recite la ilaha il-lal lāh.
Then leave him at that till he is 3 years, 7 months and 20 days old; then train him to say Muhammadun rasu-lul lāh.
Then leave him at that till he completes 4 years, then teach him seven times to say sal-lal lāhu `ala Muhammadin wa āli Muhammad.
Then leave him at that till he reaches the age of 5 years; then see if he can distinguish between the right and the left hand. When he knows the difference, then make him face qiblah and tell him to dosajdah.
This is to continue till he is 6 years of age. Then he should be told to pray and taught ruku` andsajdah.
When he completes 7 years, then he should be asked to wash his face and hands, and then told to pray.
This will continue till he reaches the age of 9 years, when he should be taught proper ritual ablution for prayer and proper salāt.
When he learns proper wudu and salāt, Allah forgives the sins of his parents.”
The Second Stage: from age eight to fourteen.
The Prophet said, “The child is...a slave for [the next] seven years.” Since this is the age when the child's mind can grasp logical reasoning and is developed for formal education—it is very important that the child not only be educated but, at the same time, he or she should be raised with proper Islamic ethics. By saying that the child is a “slave” from eight to fourteen, the Prophet wants to emphasize that at this age the parents should be strict in disciplining their children. A child is a “slave” in the sense that he has to follow the instructions of parents and teachers.
In the sayings of the Prophet (s.a.w.) and the Imams of Ahlu 'l-byat (a.s.), three things have been emphasized for the male children in the second stage of upbringing: 1. literacy for secular knowledge; 2. religious knowledge and 3. physical education and martial arts. For example, the Prophet (s.a.w.) said, “It is the right of the male child on his father to...teach him the Book of Allah...and riding and swimming.” Imam Ja`far as-Sadiq (a.s.) said, “It is the duty of the father to teach his son writing.”
Religious education is very crucial at this stage so that the child's religious beliefs are based on sound reasoning and firm foundation. Imam Ja`far as-Sadiq (a.s.) said, “Make haste in teaching your youngsters hadith before they are approached by murji`ite (a misguided sect).”
Literacy, and seeking of secular and religious knowledge has been equally emphasized for the girls in our ahadith. However, instead of physical education, the ahadith talk about those specific subjects which would help the girls in becoming good wives and educated mothers. The destiny of the future generations of the ummah, after all, depends on the mothers who are learned, informed, and aware of their role in establishing a society which is always conscious of Allah's presence.
The Third Stage: from age fifteen to twenty-one.
The Prophet described this stage of upbringing as follows: “The child...is an adviser for [the next] seven years.” At the age of fourteen, fifteen and up, a Muslim child is expected to have become a responsible teenager. Therefore, the Prophet says that the parents should now treat him or her more like a ‘friend’ than a ‘slave’.
At this stage, the parents should guide and help their teenage child in make correct decisions for themselves. In mid- and late-teens, the child has to start the specific training or education for the career that he intends to pursue so that he may soon stand on his own feet. It is also the time when the child is nearing the age of marriage.
Islam has strongly emphasized that the parents should get their daughters married at an early age when they have acquired mental maturity—their higher education can continue even after marriage but marriage should not be postponed for the sake of anything else. The condition of mental maturity cannot be measured by age or time. The same emphasis goes for male children.
At the age of twentyone, the parents’ responsibility towards their children comes to an end. If anyone brings up his children based on Islamic values, that child surely will be the apple of the parents' eyes and the delight of their hearts; and it is this child who, in his turn, may be hoped to fulfil his obligations towards his parents.
The Prophet said, “A virtuous child is a flower from the flowers of Paradise.” He also said, “Among the good fortunes of a man is the virtuous child.”
* * *
This lesson is based on `Allamah Sayyid Sa’eed Akhtar Rizvi's
The Family Life of Isam (Revised Edition, 1980)
with additions and modifications made for this course.
tirsdag den 24. januar 2012
En Fantastisk side for børn
Dette ( tryk på overskriften) er en fantastisk side for børn, der kan læse. Men den er også god for voksne. Selv har jeg lært meget fra den side alhamdullah.
torsdag den 19. januar 2012
Juz amma på dansk
Fantastisk!!
Nu kan vi både høre og forstå koranen.... eller i hvertfald juz amma, som er kommet med dansk oversættelse på CD. Stor succes herhjemme.
mandag den 26. december 2011
Kan muslimer holde jul?
Marianne Holm Pedersen, forsker, Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek.
Som småbørnsforældre i Danmark er det svært at slippe uden om at fejre julen.
Helt fra slutningen af oktober konfronteres man med de første julekalendere og sliksamlinger i butikkerne, og intensiteten stiger med fjernsynsudsendelser, julepynt og institutionsaktiviteter indtil kulminationen juleaften.
For nogle familier er dette ganske uproblematisk. For andre er det ikke helt enkelt at forholde sig til hvordan, med hvem og hvor meget julen skal fejres.
Til den sidste gruppe hører blandt andet landets muslimske forældre, som ikke nødvendigvis finder det givet, at julen er en essentiel højtid.
Holdningen til, hvorvidt man som muslimsk familie skal fejre jul i Danmark, varierer fra familie til familie, og den afhænger af mange forskellige overvejelser. Først og fremmest skelner mange forældre mellem at holde jul i hjemmet og deltage i aktiviteter i det offentlige rum, primært børnenes institutioner.
Intet problem i risengrød og juleklip
Har man for eksempel børn i børnehave, vil pædagogerne typisk arrangere en række aktiviteter i løbet af december måned.
Der åbnes julekalender, klippes julepynt, fortælles julehistorier og synges julesange.
Man spiser måske også risengrød og bager småkager, og der er som regel en julefest i børnehaven, hvor de store børn går Santa Lucia, og hvor børn og forældre klipper julepynt eller danser om juletræet.
Langt størstedelen af de muslimske arabiske forældre, jeg som antropolog har udført feltarbejde blandt, ser intet problem i, at deres børn deltager i denne type aktiviteter. De ser deltagelse i børnehaven som et middel til inklusion.
I første omgang betragtes deltagelse som et middel til at inddrage børnene i børnehavens fællesskab, fordi de skal have det godt med deres børnehavekammerater.
Forældrenes ønske om, at deres børn skal deltage, bliver også udtrykt som et ønske om, at børnene skal blive ligeværdige medborgere i det danske samfund – og de skal føle sig som medborgere. Det betyder også, at de ikke allerede som små skal føle sig udenfor, når deres kammerater fejrer danske traditioner.
Mens der blandt muslimske arabiske familier synes at være relativt stor enighed om børnenes deltagelse i institutionelle aktiviteter, er der langt flere forskellige holdninger til, hvorvidt man bør inddrage juleaktiviteter i hjemmet, og hvad det i så fald betyder.
Selv om lille Ahmad går i arabisk skole, kan det godt ske, at han hver dag i december spørger sin mor og far, om han ikke må få et juletræ
Overordnet kan man pege på mindst tre forskellige faktorer, som påvirker forældrenes beslutning.
Den første faktor er børnenes ønsker. Der er en tendens til at tænke på børn, især muslimske børn, som altid underlagt forældrenes vilje, men børn er i høj grad indflydelsesrige aktører, der påvirker en stor del af familiens hverdag og aktiviteter.
Langt de fleste forældre ønsker at skabe et godt liv for deres børn, og de vil gerne gøre deres børn glade. Selv om lille Ahmad går i arabisk skole, kan det godt ske, at han hver dag i december spørger sin mor og far, om han ikke må få et juletræ, fordi han ser træerne og julepynten på gaden, i fjernsynet og hos naboerne.
Insisterer Ahmad længe nok, er det ikke sikkert, at mor og far bliver ved med at sige nej.
Hvorvidt Ahmad kommer igennem med sit ønske, afhænger dog også af, hvordan hans forældre gerne vil ses af andre. Traditioner og ritualer sender ikke kun budskaber til dem, der deltager, men også til dem, der ser på.
Nogle familier ønsker at signalere til deres omgivelser, at de fastholder en muslimsk identitet. Det kan for eksempel være til andre muslimer i Danmark eller familien i hjemlandet, og i så tilfælde vil forældrene nok gå stille med dørene, såfremt der kommer en smule jul ind i hjemmet.
Andre forældre vil hellere signalere til deres etnisk danske naboer eller andre indvandrere, at de kan lide at kombinere mange forskellige traditioner.
En social begivenhed
Vigtigst af alt er dog, hvorvidt man betragter julen som en religiøs eller en social begivenhed, og hvilket forhold man selv har til sin religion.
Det konstateres ofte, at julen for mange etniske danskere ikke længere har et særligt religiøst indhold. Julen handler i høj grad om forbrug, og det er heller ikke usædvanligt, at muslimske familier har et kalenderlys på bordet eller æbleskiver i fryseren.
Julen er også en social begivenhed, hvor familien mødes, og der udveksles gaver og spises mad. En sådan fest kan man godt deltage i uden at associere sig med dens kristne indhold.
En af mine muslimske bekendte, som aktivt praktiserer sin religion, fortalte med stor begejstring, hvorledes hendes familie samles for at fejre jul. Det er så meget sjovere at fejre helligdag, når resten af landet også fejrer, og der er en særlig stemning. Alle har fri, så hele den udvidede familie har reelt muligheden for at mødes.
De små børn oplever dermed heller ikke at være anderledes end deres kammerater, men kan komme tilbage i skole eller børnehave og fortælle, at de også har fået julegaver. I et sådant tilfælde ser familien altså julen som en social begivenhed, der giver mulighed for samvær og fælles aktiviteter.
Hvis man derimod fokuserer på julens kristne indhold, er det som muslim langt sværere at være med. Julen er i så tilfælde ikke et lokalt dansk fænomen, men en global, kristen begivenhed, som for eksempel også fejres i Mellemøsten.
Som arabisk muslim kan man derfor godt være vant til, at andre fejrer jul, uden at man selv deltager, og uden at dette symboliserer en afstandtagen til det omgivende samfund.
I dette tilfælde ville lille Ahmads forældre nok ønske naboerne god jul, men samtidig understrege over for deres søn, at deres egen højtid er en
Som småbørnsforældre i Danmark er det svært at slippe uden om at fejre julen.
Helt fra slutningen af oktober konfronteres man med de første julekalendere og sliksamlinger i butikkerne, og intensiteten stiger med fjernsynsudsendelser, julepynt og institutionsaktiviteter indtil kulminationen juleaften.
For nogle familier er dette ganske uproblematisk. For andre er det ikke helt enkelt at forholde sig til hvordan, med hvem og hvor meget julen skal fejres.
Til den sidste gruppe hører blandt andet landets muslimske forældre, som ikke nødvendigvis finder det givet, at julen er en essentiel højtid.
Holdningen til, hvorvidt man som muslimsk familie skal fejre jul i Danmark, varierer fra familie til familie, og den afhænger af mange forskellige overvejelser. Først og fremmest skelner mange forældre mellem at holde jul i hjemmet og deltage i aktiviteter i det offentlige rum, primært børnenes institutioner.
Intet problem i risengrød og juleklip
Har man for eksempel børn i børnehave, vil pædagogerne typisk arrangere en række aktiviteter i løbet af december måned.
Der åbnes julekalender, klippes julepynt, fortælles julehistorier og synges julesange.
Man spiser måske også risengrød og bager småkager, og der er som regel en julefest i børnehaven, hvor de store børn går Santa Lucia, og hvor børn og forældre klipper julepynt eller danser om juletræet.
Langt størstedelen af de muslimske arabiske forældre, jeg som antropolog har udført feltarbejde blandt, ser intet problem i, at deres børn deltager i denne type aktiviteter. De ser deltagelse i børnehaven som et middel til inklusion.
I første omgang betragtes deltagelse som et middel til at inddrage børnene i børnehavens fællesskab, fordi de skal have det godt med deres børnehavekammerater.
Forældrenes ønske om, at deres børn skal deltage, bliver også udtrykt som et ønske om, at børnene skal blive ligeværdige medborgere i det danske samfund – og de skal føle sig som medborgere. Det betyder også, at de ikke allerede som små skal føle sig udenfor, når deres kammerater fejrer danske traditioner.
Mens der blandt muslimske arabiske familier synes at være relativt stor enighed om børnenes deltagelse i institutionelle aktiviteter, er der langt flere forskellige holdninger til, hvorvidt man bør inddrage juleaktiviteter i hjemmet, og hvad det i så fald betyder.
Selv om lille Ahmad går i arabisk skole, kan det godt ske, at han hver dag i december spørger sin mor og far, om han ikke må få et juletræ
Overordnet kan man pege på mindst tre forskellige faktorer, som påvirker forældrenes beslutning.
Den første faktor er børnenes ønsker. Der er en tendens til at tænke på børn, især muslimske børn, som altid underlagt forældrenes vilje, men børn er i høj grad indflydelsesrige aktører, der påvirker en stor del af familiens hverdag og aktiviteter.
Langt de fleste forældre ønsker at skabe et godt liv for deres børn, og de vil gerne gøre deres børn glade. Selv om lille Ahmad går i arabisk skole, kan det godt ske, at han hver dag i december spørger sin mor og far, om han ikke må få et juletræ, fordi han ser træerne og julepynten på gaden, i fjernsynet og hos naboerne.
Insisterer Ahmad længe nok, er det ikke sikkert, at mor og far bliver ved med at sige nej.
Hvorvidt Ahmad kommer igennem med sit ønske, afhænger dog også af, hvordan hans forældre gerne vil ses af andre. Traditioner og ritualer sender ikke kun budskaber til dem, der deltager, men også til dem, der ser på.
Nogle familier ønsker at signalere til deres omgivelser, at de fastholder en muslimsk identitet. Det kan for eksempel være til andre muslimer i Danmark eller familien i hjemlandet, og i så tilfælde vil forældrene nok gå stille med dørene, såfremt der kommer en smule jul ind i hjemmet.
Andre forældre vil hellere signalere til deres etnisk danske naboer eller andre indvandrere, at de kan lide at kombinere mange forskellige traditioner.
En social begivenhed
Vigtigst af alt er dog, hvorvidt man betragter julen som en religiøs eller en social begivenhed, og hvilket forhold man selv har til sin religion.
Det konstateres ofte, at julen for mange etniske danskere ikke længere har et særligt religiøst indhold. Julen handler i høj grad om forbrug, og det er heller ikke usædvanligt, at muslimske familier har et kalenderlys på bordet eller æbleskiver i fryseren.
Julen er også en social begivenhed, hvor familien mødes, og der udveksles gaver og spises mad. En sådan fest kan man godt deltage i uden at associere sig med dens kristne indhold.
En af mine muslimske bekendte, som aktivt praktiserer sin religion, fortalte med stor begejstring, hvorledes hendes familie samles for at fejre jul. Det er så meget sjovere at fejre helligdag, når resten af landet også fejrer, og der er en særlig stemning. Alle har fri, så hele den udvidede familie har reelt muligheden for at mødes.
De små børn oplever dermed heller ikke at være anderledes end deres kammerater, men kan komme tilbage i skole eller børnehave og fortælle, at de også har fået julegaver. I et sådant tilfælde ser familien altså julen som en social begivenhed, der giver mulighed for samvær og fælles aktiviteter.
Hvis man derimod fokuserer på julens kristne indhold, er det som muslim langt sværere at være med. Julen er i så tilfælde ikke et lokalt dansk fænomen, men en global, kristen begivenhed, som for eksempel også fejres i Mellemøsten.
Som arabisk muslim kan man derfor godt være vant til, at andre fejrer jul, uden at man selv deltager, og uden at dette symboliserer en afstandtagen til det omgivende samfund.
I dette tilfælde ville lille Ahmads forældre nok ønske naboerne god jul, men samtidig understrege over for deres søn, at deres egen højtid er en
mandag den 25. maj 2009
De "rigtige" venner
I bogen"How to bring up your children islamically" står følgende: Ibn Sina` skrev følgende råd i opdragelsen af børn: Et barn må studere med andre børn med god opførsel, fordi børn kan lide hinandens selskab men adopterer hinandens opførsel og vaner. Her er et digt skrevet af en pige der kom lidt i klemme med venner.
vi var sammen altid dag og nat
vi fjantede og grinede og lavede pjat
vi talte et opfandt sprog og havde en hem`lig klub
nu er det forbi
simpelhen slut.
vi var uadskillelige alle 3
vi havde fælles drømme og fælles ynglingsfag
vi havde fælles meninger og ens smag i tøj
nu er smagen kun min
jeres røg.
Nu er drenge og fester det I kan li
når jeg taler om lektier så undres I
I griner og pjatter men uden mig
jeg føler mig alene på min vej.
vi gik tosse-gang til vi dejsede af grin
jeres venner nu, har kaldt mig "sorte svin"
I forstår mig ikke og jeg ikke jer
Jeg er den jeg er og den jeg altid vil være
for
muslim er jeg altid jeg takker Allah
islam løber i mit blod
det giver mig mod
til at være den jeg er
muslim vil jeg altid være.
inshallah.
( how to bring up your children islamically) wahid abdussalam bali
vi var sammen altid dag og nat
vi fjantede og grinede og lavede pjat
vi talte et opfandt sprog og havde en hem`lig klub
nu er det forbi
simpelhen slut.
vi var uadskillelige alle 3
vi havde fælles drømme og fælles ynglingsfag
vi havde fælles meninger og ens smag i tøj
nu er smagen kun min
jeres røg.
Nu er drenge og fester det I kan li
når jeg taler om lektier så undres I
I griner og pjatter men uden mig
jeg føler mig alene på min vej.
vi gik tosse-gang til vi dejsede af grin
jeres venner nu, har kaldt mig "sorte svin"
I forstår mig ikke og jeg ikke jer
Jeg er den jeg er og den jeg altid vil være
for
muslim er jeg altid jeg takker Allah
islam løber i mit blod
det giver mig mod
til at være den jeg er
muslim vil jeg altid være.
inshallah.
( how to bring up your children islamically) wahid abdussalam bali
lørdag den 25. april 2009
Børns fortolkning af andres opførsel.
Vidste du at...
Vidste du at...
- den man kritiserer, lærer at dømme.
- den, der føler fjentlighed, lærer at slås
- den man griner ad, bliver følsom
- den der udsættes for forlegenhed, føler sig skyldig
Men børn der....
- behandles med tolerance, lærer tålmodighed
- motiveres, lærer hvad rigtig selvtillid er
- takkes- lærer at give
- føler sikkerhed, har tillid til mennesket
- vejledes med hjertet, lærer livets værdier
søndag den 1. marts 2009
Rollemodel
Vi prøver at fortælle vores børn hvordan de skal opføre sig og hvad der sømmer sig i bestemte situationer. Det bedste vi dog kan gøre er altid selv at være det gode eksempel, altså opfør dig som du vil have dine børn skal opføre sig. At have en rollemodel er vigtigt for alle børn og voksne. En de kan sammenligne sig med eller lære af, aflæse og afprøve. Børn opserverer ofte hvordan man handler i en given situation og udfaldet deraf , før de selv prøver en ligende situation på egen hånd. Hvis ens temperament løber af med en i en situation er det meget tænkeligt at ens barn vil reagere ligeledes i en ligende situation. " Gør som jeg siger, ikke som jeg gør" virker sjældent.
Som rollemodel handler det om at være konsekvent i sine handlinger. Her har vi muslimer en fordel for vi har regler for stort set alt, så er det bare at implementere dem, hvilket jo også er lettere sagt end gjort, alhamdullah.
I alle livts aspekter har efterligning en af de største funktioner. ikke kun for børn.
Profeten (saw) stædfestede traktaten af hudaybiyah og befalede sine ledsagere til at rejse sig og slagte deres offerdyr og barbere deres hoveder, men ingen af dem rejste sig.
Han (saw) sagde det til dem 3 gange men ingen så ud til at gøre noget. Så gik profeten til sin kone umm salamah og fortalte hvad han havde oplevet med folket.
Umm salamah, sagde: oh, budbringer fra allah, gå ud og snak ikke med nogen af dem før du har slagtet dit offerdyr og barberet dit hoved. Profeten tog hendes råd og gjorde som hun havde sagt. Da ledsagerne så det fik de travlt med at ofre deres dyr og barbere deres hoveder.
Voksne har også brug for rollemodeller, men i en mindre grad, fordi de har prøvet en del selv og kender udfaldet, alligevel er det ofte i nye situationer vigtig at have en slags rollemodel eller mentor at spejle sig i.
Det kan være svært som muslim at gennem trumfe sin rollemodel for barnet opvokset i Danmark. Hverdag mødes barnet af et hav af rollemodeller, som det skal forholde sig til og et samfund der står i skarp kontrast til den rolle barnet hjemmefra er opdraget til at værdsætte.
Bl.a. det meget opdelte rollemønster som kan være svært at finde hos unge etniske danskere.
Det kan være svært som muslimsk mor hver dag at skulle rette sit barn ind på den islamiske vej, når det kommer hjem med nye ideer fra skolen, om hvordan det er i orden at opføre sig.
Bl.a. er der en stor forskel på hvordan forholdet mellem forældre og børn er i en dansk familie og en islamisk familie. Ligeledes er forholdet mellem lærere og elev anderledes i Danmark end i islamiske lande hvor forældrene også har langt mere at skulle have sagt i forhold til deres børn og den måde de bliver undervist på og de værdier der igennem undervisningen formidles til barnet.
Al-Jaahidh fortalte at Uqbah Ibn Abu Sufyaan sende sine to sønner til en lærer, sigende( til læreren): Det første jeg vil have dig til at gøre er at forbedre dig selv foran mine sønner, for de vil knytte sig til dig, med deres øjne fokusseret på dine gerninger. Hvad der ses som godt for dem er det du anerkender og hvad der ses som dårligt for dem er det du tager afstand fra. Lær dem de kloge mænds biografier , og de lærdes ophøjede karakter. Afskæk dem med at jeg vil straffe dem hvis, de ikke adlyder dig, og vær for dem som en læge der kun udskriver medicin ved en sygdom med dianose. Jeg sætter min lid til at du giver dem det bedst mulige uddannelse, og jeg vil ikke undskylde dig hvis du fejler.
( fra bøgerne: building muslim families og how to bring up your children islamically)
Som rollemodel handler det om at være konsekvent i sine handlinger. Her har vi muslimer en fordel for vi har regler for stort set alt, så er det bare at implementere dem, hvilket jo også er lettere sagt end gjort, alhamdullah.
I alle livts aspekter har efterligning en af de største funktioner. ikke kun for børn.
Profeten (saw) stædfestede traktaten af hudaybiyah og befalede sine ledsagere til at rejse sig og slagte deres offerdyr og barbere deres hoveder, men ingen af dem rejste sig.
Han (saw) sagde det til dem 3 gange men ingen så ud til at gøre noget. Så gik profeten til sin kone umm salamah og fortalte hvad han havde oplevet med folket.
Umm salamah, sagde: oh, budbringer fra allah, gå ud og snak ikke med nogen af dem før du har slagtet dit offerdyr og barberet dit hoved. Profeten tog hendes råd og gjorde som hun havde sagt. Da ledsagerne så det fik de travlt med at ofre deres dyr og barbere deres hoveder.
Voksne har også brug for rollemodeller, men i en mindre grad, fordi de har prøvet en del selv og kender udfaldet, alligevel er det ofte i nye situationer vigtig at have en slags rollemodel eller mentor at spejle sig i.
Det kan være svært som muslim at gennem trumfe sin rollemodel for barnet opvokset i Danmark. Hverdag mødes barnet af et hav af rollemodeller, som det skal forholde sig til og et samfund der står i skarp kontrast til den rolle barnet hjemmefra er opdraget til at værdsætte.
Bl.a. det meget opdelte rollemønster som kan være svært at finde hos unge etniske danskere.
Det kan være svært som muslimsk mor hver dag at skulle rette sit barn ind på den islamiske vej, når det kommer hjem med nye ideer fra skolen, om hvordan det er i orden at opføre sig.
Bl.a. er der en stor forskel på hvordan forholdet mellem forældre og børn er i en dansk familie og en islamisk familie. Ligeledes er forholdet mellem lærere og elev anderledes i Danmark end i islamiske lande hvor forældrene også har langt mere at skulle have sagt i forhold til deres børn og den måde de bliver undervist på og de værdier der igennem undervisningen formidles til barnet.
Al-Jaahidh fortalte at Uqbah Ibn Abu Sufyaan sende sine to sønner til en lærer, sigende( til læreren): Det første jeg vil have dig til at gøre er at forbedre dig selv foran mine sønner, for de vil knytte sig til dig, med deres øjne fokusseret på dine gerninger. Hvad der ses som godt for dem er det du anerkender og hvad der ses som dårligt for dem er det du tager afstand fra. Lær dem de kloge mænds biografier , og de lærdes ophøjede karakter. Afskæk dem med at jeg vil straffe dem hvis, de ikke adlyder dig, og vær for dem som en læge der kun udskriver medicin ved en sygdom med dianose. Jeg sætter min lid til at du giver dem det bedst mulige uddannelse, og jeg vil ikke undskylde dig hvis du fejler.
( fra bøgerne: building muslim families og how to bring up your children islamically)
lørdag den 14. februar 2009
kollektivt livssyn
Kollektivt livssyn. Fjern- østligt orienteret
Værdier i opdragelsen: Gensiddig afhængighed mellem blodsbeslægtede
Ansvarsfølelse overfor kollektivet. Lydighed og opofrelse.
Adfærdsregler: Omfatter alle kendte situationer. Ritualer vaner og skikke.
Moralsk legitimeceringsgrundlag.
Relationer mellem kønnene: Hierarkisk. Direkte, synlig dominans. partner vælges i overenstemmelse mellem økonomi og rang.
Autoriteter: Konkrete. Eksterne autoriteter.
Mål for moral: Æresmoral
Individ opfattelse: Individ= status
Rettigheder og pligter fordelt efter rang og rolle.
Sanktioner: konkrete. kollektive. tvang og fysisk afstraffelse.
(Marianne Skytte, socionom ved Roskilde universitet)
Værdier i opdragelsen: Gensiddig afhængighed mellem blodsbeslægtede
Ansvarsfølelse overfor kollektivet. Lydighed og opofrelse.
Adfærdsregler: Omfatter alle kendte situationer. Ritualer vaner og skikke.
Moralsk legitimeceringsgrundlag.
Relationer mellem kønnene: Hierarkisk. Direkte, synlig dominans. partner vælges i overenstemmelse mellem økonomi og rang.
Autoriteter: Konkrete. Eksterne autoriteter.
Mål for moral: Æresmoral
Individ opfattelse: Individ= status
Rettigheder og pligter fordelt efter rang og rolle.
Sanktioner: konkrete. kollektive. tvang og fysisk afstraffelse.
(Marianne Skytte, socionom ved Roskilde universitet)
mandag den 9. februar 2009
Individualistisk livssyn
Individualistisk livssyn- vestligt orienteret.
Værdier i opdragelsen: lighed, frihed. Selvrealisering. Frivillighed i familierelationerne. Individualisme.
Adfærdsregler: Abstrakte begrundelser. Opløsning af ritualer og skikke. Fornuft. Psykologisk legimiteringsgrundlag.
Relationer mellem kønnene: Lighedsideologi. indirekte dominans.Romantisk kærlighed.
Autoriteter: Abstrakte. Vægt på indre autoritet.
Mål for moral: Retfærdighed (jura)
Individopfattelse: Individet har værdi i sig selv.
Sanktioner: Uklare, psykologiske. Udelukkelse og ligegyldighed.
( ifl. Marianne Skytte, socionom ved Roskilde universitet)
Værdier i opdragelsen: lighed, frihed. Selvrealisering. Frivillighed i familierelationerne. Individualisme.
Adfærdsregler: Abstrakte begrundelser. Opløsning af ritualer og skikke. Fornuft. Psykologisk legimiteringsgrundlag.
Relationer mellem kønnene: Lighedsideologi. indirekte dominans.Romantisk kærlighed.
Autoriteter: Abstrakte. Vægt på indre autoritet.
Mål for moral: Retfærdighed (jura)
Individopfattelse: Individet har værdi i sig selv.
Sanktioner: Uklare, psykologiske. Udelukkelse og ligegyldighed.
( ifl. Marianne Skytte, socionom ved Roskilde universitet)
Abonner på:
Opslag (Atom)